Medio juni lancerede Sony den fjerde inkarnation af deres meget ansete Alpha 7r model. Præcis som forgængerne er det et kamera med ganske imponerende specifikationer. En rekord højtopløst full frame, 61 mp backside illuminated sensor med 15 blænders dynamisk omfang, 5,5 blænders in body image stabilisation (IBIS), lynhurtig autofokus med eye tracking, og mulighed for at skyde 68 billeder i fuld opløsning med en hastighed på hele 10 billeder i sekundet. Blandt meget, meget andet i øvrigt…..
Man må ganske enkelt tage hatten af for, hvad Sony har opnået siden de lancerede den første A7 i 2013. De har mere end nogen anden kamera producent vist vejen for digitale mirrorless kameraer og ikke mindst givet både Canon og Nikon en ordentlig r..fuld. Sammen med Fujifilm, har de på bare seks år både skabt og sat sig tungt på det hurtigt voksende mirrorless marked.
De to “gamle” mastodonter Canon og Nikon, der jo længe har siddet solidt på markedet for Digitale spejlreflekskameraer, var begge meget længe om at reagere, og har først lanceret digitale full frame mirrorless kameraer i 2018. Det kan på sæt og vis minde en anelse om Kodak film, der rent faktisk var en af pionererne bag de digitale sensorchips, der er basis for den digitale revolution, men alligevel valgte at trække sig væk fra det digitale marked. De ville hellere bevare deres førerposition på film markedet, der jo så til gengæld nærmest faldt sammen om ørerne på dem, med det resultat at Kodak kollapsede.
Jeg tror ikke, at markedet for digitale spejlreflekskameraer vil kollapse fuldstændigt, men der er ingen tvivl om, at mirrorless er fremtiden, og her skal både Canon og Nikon have kredit for, at de begge nu endelig producerer særdeles kapable full frame mirrorless kameraer. Ingen af dem formåede imidlertid i første forsøg på nogen måde at distancere sig fra Sony eller Fujifilm. Og nu lægger Sony så igen fra land… og både Canon og Nikon kan ind til videre bare halse bagefter.
Nu kan det måske lyde som om allerede jeg har stillet mig op i den givetvis lange kø blandt de, der bare MÅ have det nye Sony A7r IV. Det er imidlertid ikke tilfældet.
Jeg har i marts erhvervet mig et nyt ”all singing – all dancing” mirrorless kamera. Bestemt ikke af lyst. Ej heller fordi jeg bare måtte have det allernyeste, og ikke fordi jeg havde brug for højere hastighed, flere megapixels etc. etc., men i stedet af den simple årsag, at en skrupelløs tyveknægt stjal mit gode Nikon D 810 DSLR kamera, sammen med fire optikker (læs her).
Jeg var, på trods af mirrorless revolutionen, faktisk glad for mit fire år gamle Nikon kamera. Det kunne alle de ting jeg har behov for, og meget mere til. Det var let og intuitivt at arbejde med, leverede kvaliteten, og var i det hele taget ikke på nogen måde ”i vejen” for det jeg forsøger at lave.
Det, at jeg nødvendigvis skulle have nyt kamera var om ikke en kærkommen, men så dog anledning til at sætte sig ned og tænke over, hvad jeg egentlig har brug for, at mit kamera skal kunne. Og det har i grunden ikke ændret sig så meget siden jeg arbejdede med 24×36 mm og mellemformat film kameraer.
Jeg skal kunne sætte kameraet i enten blændeprioriteret eller manuel ”mode”. Det skal kunne skyde RAW filer, jeg skal kunne justere ISO’en (som regel til laveste værdi), jeg skal kunne se et histogram, flytte fokuspunkterne, sætte det på 2 sekunders selvudløser og så gerne have en lukker med elektronisk front curtain, for at eliminere vibrationer. Det er stort set det. Jeg har ikke brug for hastighed i form af mange billeder pr. sekund. Jeg tager et ad gangen. Jeg har ikke behov for ”in body image stabilisation” eller ”optical image stabilisation”. 99 % af mine billeder bliver taget på stativ. Jeg bryder mig slet ikke om at fotografere håndholdt. Endelig skal jeg kunne betjene kameraet let, enkelt og intuitivt, uden at jeg skal rode mig vej gennem lange og mere eller mindre logiske menuer – i øvrigt et af de punkter, hvor Sony gennem tiden har fået kritik.
Billedkvaliteten prioriterer jeg højt – men her kan langt de fleste moderne digitalkameraer i dag levere det, de fleste af os behøver. 24 megapixels er reelt nok til et fint A2 print. Hvor imponerende specifikationerne så end er på det nye Sony A7r IV, så er sandheden, at jeg ikke har brug for ret meget af det. Det så være sagt, så anerkender jeg selvfølgelig, at for andre, med andre fotografiske passioner end mine, så kan det nye Sony A7r IV være som sendt fra himmelen.
Moralen i det hele er selvfølgelig, at inden du skrotter dit gamle kamera og farer ud og spenderer en mindre formue, bare fordi der er kommet et nyt vidunder med lidt bedre specifikationer, så er det måske værd at overveje, hvad det egentlig er du har brug for, og om dine billeder nu også bliver bedre af et nyt kamera?
Der findes (endnu??) intet kamera, du blot kan programmere og så lukke ud om morgenen for at tage episke billeder til dig, mens du tager en time eller to mere under dynen. Selvom vore dages moderne kameraer reelt er små teknologiske vidundere, så er der intet kamera, der er bedre end den person, der befinder sig lige bag ved kameraet. Jeg ved godt, at hvis mine billeder ikke er skarpe (er lige kommet hjem med et af slagsen – efter en køretur på 200 kilometer hver vej), hvis de ikke er vel-eksponerede, eller hvis mine kompositioner ikke fungerer (og det gør de så langtfra altid), så er det IKKE kameraet eller optikken, der er årsagen. Jeg ved også, at mine kompositioner ikke bliver bedre af et nyt kamera. Mine billeder bliver i det hele taget ikke bedre af et nyt kamera. Måske de bliver lidt skarpere og måske med lidt større detaljerigdom. Men som den store mester Ansel Adams sagde, så er der ”Nothing worse than a sharp image of a fuzzy concept”.
Til gengæld ved jeg, at jeg i det lange løb med garanti får bedre billeder, hvis jeg sørger for at komme ud med mit kamera hver uge, hvis jeg fotograferer i det lys, der klæder mit motiv, og hvis jeg tager mig den fornødne tid til hvert enkelt billede og ikke mindst til efterbehandlingen af mine filer. Som Ansel Adams sagde, og som jeg skrev om i den forrige blog, så er ”The negative is the score. The print is the performance” (læs her).
Jeg har fortfarende en stålsat tro på, at jeg ikke har taget mit bedste billede endnu, og jeg agter at blive ved med at arbejde på at lave det, så længe jeg synes, at det er sjovt og så længe jeg har mulighed for det. Og slutresultaterne, billederne, er og bliver i min verden langt mere interessante end hvilket kameramærke der blev brugt, og hvilke specifikationer kameraet havde.
