Måske du vil mene, at jeg i fotografisk henseende er lidt af en dinosauer. På trods af den digitale revolution foretrækker jeg stadig at skyde med film, og ikke nok med det: Jeg foretrækker at arbejde med et, i princippet, gammeldags storformat kamera, fremstillet af Ibenholt (træ), titanium og med en bælg af kalveskind.
Moderne digitale kameraer er fantastiske med deres zoomobjektiver, autofokus, matrixlysmålere og høje hastighed. Læg dertil de efterfølgende muligheder for at rette op på stort set alt i det digitale mørkekammer.
For mig er problemet imidlertid, at sådan et ”all singing – all dancing” digital kamera forstærker tendensen til bare at ”snappe” løs. Potentielt gør al teknologien mig ”doven”.
Med et storformatskamera nytter det ikke at være doven. Her er man i afdelingen for ”slow-photo”. Jeg er nødt til at tænke og involvere mig i alle beslutninger. Intet kan overlades til kameraet. Der skal bruges stativ. Zoomobjektiver findes ikke. Der er ingen autofokus. Kameraet er uden indbygget lysmåler, og film plus fremkaldelse løber op i omkring 100 kr. pr. skud.
Derfor arbejder jeg i praksis ganske meget med motivet allerede inden kameraet kommer op af tasken. Faktisk så meget, at jeg forlods kan placere stativet helt præcist og vælge den rette optik. Hvis ikke jeg ”tror på” billedet, så bliver kameraet ganske enkelt i tasken! Hellere komme hjem med et, eller måske to, gode billeder frem for 100 ligegyldige!
Blandt storformatkameraets kæmpe fordele er muligheden for at optimere skarphedsplanet i billedet. Det er i praksis muligt at få både ”stenen i forgrunden” og ”bjerget i baggrunden” pivskarpt. Det foregår ved hjælp af ”tilt” og/eller ”swing”, der ændrer optikkens plan i forhold til filmplanet efter principper beskrevet i begyndelsen af 1900 tallet af den østrigske kaptajn og ballon skipper, Theodor Scheimpflug. De engelske storformatsfotografer, jeg kender, ønsker vist alle, at han havde heddet ”Smith”.
På et almindeligt kamera ligger skarphedsplanet pr. definition parallelt med film- eller sensor planet. Her kan skarphedsdybden, der i praksis er det område, hvor optikken er acceptabelt skarp, alene øges ved at blænde ned, og det kun til en vis grænse, hvor et fænomen kendt som diffraktion, betyder, at optikkens skarphed reduceres. En anden teknik, der forsøger at omgå problemerne med diffraktion, er focus stacking, hvor man lægger flere billeder med forskellige fokuspunkter, fra forgrund til baggrund, sammen digitalt. Det betyder, at man kan skyde med en blændeværdi, hvor optikken stadig perfoformer optimalt.
På storformats kameraet kan skarphedsplanet i mange tilfælde ganske enkelt placeres der, hvor man har brug for det.
Som en yderligere fordel bør jeg også jeg også fremhæve den glæde, jeg oplever, når jeg får mine dias retur fra fremkaldelse. Hvis altså jeg har gjort mit job med kameraet ordentligt! Har du først oplevet et veleksponeret 4 x 5” dias på lysbordet, så er det svært ikke at være solgt.
Når først jeg har mine dias, bevæger jeg mig direkte ind i den digitale verden, der jo fantastiske giver muligheder og en kontrol over processen som aldrig før. Mine dias scannes ind på en Imacon scanner, og den videre behandling af billederne foregår i Photoshop. Jeg arbejder ikke med manipuleringer, men forsøger altid at ramme et udtryk, der er som jeg oplevede det, da jeg tog billedet.
Og kvaliteten…? Min Imacon kan scanne 4×5” film i en opløsning på 2040 ppi. Prøv lige at regne på det. 5 tommer på den ene led x 2040 pixels pr. tomme. Det er lig med 10.200 pixels på den lange led. Og med 4 tommer på den anden led får jeg 8.160 pixels. Gang de to tal med hinanden, og du får godt og vel 83 megapixels. Hvor mange pixels har sensoren i dit digital kamera?? Måske det ikke er så tosset endda at være en dinosauer!
