I fotoverdenen er der mange diskussioner, der synes at være nærmest uendelige. F.eks. de klassiske Nikon vs. Canon vs. Sony vs. Fujifilm eller DSLR vs. mirrorless. En anden – og den, der er emnet i denne blog er diskussionen om zoom vs. objektiver med fast brændvidde (sidstnævnte kaldes ofte ”primes”). Alene i navnet ”prime” ligger der en vis bias. Men hvad er fordelene og ulemperne egentlig.
Da de første zooms til datidens filmbaserede spejlreflekskameraer begyndte af dukke op i 1960’erne var hverken lysstyrken eller kvaliteten imponerende. Vivitars Series 1, 70 – 210 mm F 3,5, der kom i 1974, er almindeligt anerkendt som den første zoom optik rettet mod det professionelle marked. Her var det optiske layout blevet optimeret med beregninger på datidens simple computere.
Netop computerberegningerne blev, i takt med den generelle teknologiske udvikling op gennem 80’erne, 90’erne og frem til i dag, mere og mere avancerede. Indførelsen af asfæriske linseelementer samt specielt glas med lav spredning har yderligere løftet kvaliteten, ikke bare på zoom optikkerne, men naturligvis også på de faste brændvidder. Summa summarum så er niveauet på moderne optik, både zoom og faste brændvidder, i dag ganske enkelt ekstremt højt.
Hvor bringer det os så hen i den virkelige verden? Nogle fotografer anvender udelukkende zoom optikker. Andre sværger til de faste brændvidder og kunne ikke drømme om, at bruge zooms. Og hvad, der er det ”rigtige” diskuteres indimellem heftigt! Lad os kigge lidt på fordele og ulemper.
I zoom ”lejren” er et meget typisk valg for en full frame fotograf en 24-70 mm og en 70-200 mm. Det er brændvidder som stort set alle producenter tilbyder, og endda ofte i flere lystyrker (typisk F 2,8 eller F 4,0). Et sådant sæt giver den kæmpe fordel, at fotografen med blot to optikker er godt dækket ind og kan klare det hele fra vidvinkel til medium teleområdet. At dække det samme område med ”primes” vil typisk kræve syv optikker med fast brændvidde: 24 mm, 28 mm, 35 mm, 50 mm, 80 mm, 135 mm og 200 mm. Så hvis kriteriet er vægt og samlet pris, har zoom optikkerne klart en fordel, og selvom den enkelte zoom optik ofte er relativt kostbar grundet den mere komplekse opbygning.
Har man brug for ekstrem høj lysstyrke, har de faste brændvidder som oftest klare fordele. Vidvinkel og op til typisk 80 mm optikkerne fås i dag med lystyrke 1,4. Zoom optikkerne typisk med lystyrke 2,8 eller 4,0. Så insisterer du på at skyde håndholdt i svagt lys, eller har du brug for minimal skarphedsdybde, så har de faste optikker klare fordele.
Zoom entusiaster vil fremhæve fordelene ved at kunne frame billedet mere præcist ved at zoome ind eller ud. Entusiasterne af de faste brændvidder vil her hævde, at man først vælger brændvidden ud fra det perspektiv man ønsker i billedet. Skal forgrunden fremhæves bruger man vidvinkel. Ønsker man et mere ”neutralt” perspektiv bruger man en normal optik. Skal sceneriet ”komprimeres” bruger man tele, hvorefter man så går et passende antal skridt frem eller tilbage, til man har det ønskede udsnit. De vil også, og med en vis ret hævde, at med zoom optikken er der en vis risiko for, at man bliver doven, ikke tænker i perspektiv og blot zoomer ind og ud til man har det rette udsnit, frem for at bevæge sig. Risikoen er der givetvis. Men der kan være situationer, hvor du ikke kan flytte dig. F.eks. hvis du står på kanten af en klippe, ved et hegn eller med en mur bagved dig. Her kan zoom optikken give klare fordele.
Og hvad med billedkvaliteten? Her har den faste brændvidde i hvert fald på papiret sine fordele. For designeren er det ulig nemmere at korrigere og optimere konstruktionen til én fast brændvidde. I praksis betyder det, at hvis man måler på parametre som skarphed, vignettering, kromatisk aborration og fortegning, så bør de faste brændvidder have fordele. Men zoom optikkerne er kommet tæt på, og den digitale verden giver i dag mulighed for, at kameraet og/eller softwaren i et vist omfang kan kompensere for de resterende fejl, der måtte være i zoom optikken.
Skal vi opsummere, så byder zoom optikkerne på fordele, når vi taler samlet vægt og pris, ligesom de alt andet lige ofte tillader en mere præcis framing af billedet. Alsidigheden betyder endvidere, at man ikke skal skifte optik i en uendelighed.
De faste brændvidder vinder på skarphed, lysstyrke og optiske parametre. Men forskellene er små, og med det niveau zoom optikkerne har i dag, måske reelt mest synlige i laboratoriet, når der måles på objektiverne.
I praksis, og som den fremragende professionelle skotske fotograf, Colin Prior, tørt bemærkede i et foredrag jeg hørte, så havde han aldrig fået afvist et billede fordi det var taget med en zoom. Til gengæld så han mange entusiast fotografer, der deltager i hans workshops, som er ved at slæbe sig halvt ihjel fordi de insisterer på, at faste brændvidder er det eneste brugbare.
På mit storformatskamera bruger jeg i sagens natur altid faste brændvidder. Her findes ikke zooms. På mit digitale kamera bruger jeg i dag en kombination af faste brændvidder og zoom optikker. De to zoom optikker jeg har, er begge helt moderne designs og kvaliteten er på alle parametre ganske enkelt aldeles fremragende. Kvalitetsmæssigt leverer de noget af det bedste jeg har set. Jeg bruger fast brændvidde på min makro optik og jeg har en lys stærk ”lang” normaloptik, som jeg især bruger, hvis jeg har brug for lille skarphedsdybde og en smuk uskarp baggrund.
Som i så mange andre forhold er der ikke noget der er rigtigt, eller noget der er forkert når det gælder zoom eller optik med fast brændvidde. Det er i sidste ende mest af alt fotografens evne til at se, visualisere, indfange og billedbehandle, der i sidste ende afgør om et billede er succesfuldt eller ej, og ikke hvorvidt det er taget med en zoom eller en fast brændvidde. Happy shooting.
