Happy shooting i Chile i 4.000 meters højde. Foto gj-foto.dk
To gange tidligere har jeg besøgt Chile. Begge gange imidlertid i ”embeds medfør” og det vil i praksis sige, at turen gik fra vineri til vineri i områderne lige nord, syd og nordvest for Santiago. Bortset fra selve Santiago og et kort besøg i Valparaiso og Viña del Mar, samt en fantastisk bustur over Andesbjergene til Argentina, var det ret begrænset, hvor meget jeg egentlig så af det enormt lange og utroligt varierede land, som Chile er.
I februar pakkede min hustru og jeg vore kufferter og fotorygsække og drog af sted mod Chile. Vi havde en måned, og bortset fra de første dage i Santiago og fotogene Valparaiso havde vi ikke booket andet end en bil, så vi kunne køre de steder hen, vi gerne ville opleve, synke ned i og selvfølgelig fotografere.
Chile er med sine 4.329 kilometer fra nord til syd verdens længste land. Mod nord er der Atacama ørkenlandet, der er det tørreste sted på kloden. I midten omkring millionbyen Santiago hersker der Middelhavsklima, og i syd er der mere fugtigt med skove og søer og længst nede et klima og et sceneri, der formentlig kan minde om nord-Norge. Alt sammen indrammet af de tårnhøje Andesbjerge mod øst og det iskolde Stillehav mod vest.
Selv med en måned til rådighed kunne vi umuligt kunne nå ”det hele”, og da vi rejste i vores mørke og kolde februar, valgte vi ”solen” og dvs. at køre nordpå. I fotografisk henseende boltrede vi os i Valparaiso’s små, snørklede og ekstremt kunstneriske, graffiti prydede gader. Vi fotograferede kontrasterne mellem de afdøde velhaveres prangende marmor mausoleer på ”cemeterio central”, og de fattiges slumboliger på skråningerne umiddelbart nedenfor. Slående og et vidnesbyrd på, at Chile reelt er et land med enorm ulighed og enorme sociale skel. Ifølge statistikkerne ejer den rigeste ene procent ca. halvdelen af værdierne i landet. På trods af det forekommer Chile at være et både sikkert roligt land, og kriminaliteten er forbløffende lav.
Valparaiso har imidlertid den tvivlsomme ære at være den by i landet, der har den højeste kriminalitet. Vi mødte da også ved et par lejligheder venlige Chilenere, der på spansk fortalte os, at ”der burde vi ikke gå ned med vores fotogrej”. Vi lyttede naturligvis på, hvad de sagde og undgik de steder, men ellers følte vi os aldrig på noget tidspunkt hverken usikre eller truede.
Turen gik videre nordpå mod den skønne og frodige Valle de Elqui med hyggelige byer som Vicuña og Diaguitas, som vi valgte som en base for vore udflugter i 6 dage. Overalt mødte vi åbenhed og venlighed, og selv et mindre jordskælv, der vækkede os den næstsidste nat i Diaguitas kunne ikke ryste os. Vi kørte højt op i Andesbjergene. Vi tog på stjernekig på et af de lokale observatorier, og fotograferede den fantastiske solnedgang ud over bjergene.
Turen gik videre nordpå til Atacama provinsen og minebyen Copiapo, som vi brugte som base for at besøge den nedlagte Mina San Jose, hvor 33 minearbejdere i 2010 blev fanget 700 meter under jorden, da en del af gangsystemet styrtede sammen. Alle 33 blev efter 69 dage og en kæmpe international indsats, og med enorm international mediebevågenhed reddet op i god behold. I dag er minen, der ligger i den tørreste sandørken, for længst lukket og omdannet til et museum med plancher og billeder. Vi fotograferede på livet løs og havde sågar fornøjelsen af at trykke en af de reddede minearbejdere, Jorge Galleguillos’, barkede næve. Jorge er i dag guide på stedet.
Vi drog mod Andesbjergene og besøgte Parque Nacional Nevado Tres Cruces, der bla. rummer saltlagunen Santa Rosa, der ligger på et plateau i den tynde luft i 3.700 meters højde. Lagunen ligger op til Cerro Tres Cruces, der er et sneklædt vulkanmassiv med tre toppe, der rager mellem 6.200 og 6.748 meter op, hvilket gør sidstnævnte til det sjette højeste bjerg i Andesbjergene, og det næsthøjeste i Chile. På dagen, og til ubeskrivelig glæde for fotografen, havde de højere magter prydet himmelen med de smukkeste lenticularis skyer oppe over toppene.
Senere drog vi mod kysten, for både at slappe af i solen, og nyde godt af havets frugter. Her fotograferede vi klipperne på kysten, der blandt andet bød på de smukke og særprægede graniticos orbiculares, hvor granitten former sig som særprægede runde pletter i klipperne. Et ekstremt fotogent fænomen, der kun kendes ti steder på kloden.
Fotografisk havde vi det kort sagt som glade grise i en mudderpøl. Intet varer imidlertid evigt, og snart blev det tiden til at vende næsen hjem mod lille Danmark. Efter 13 timers flyvetur til Paris og et efterfølgende ”lille hop” til København styrede vi mod toget, der skulle bringe os det sidste stykke mod Fyn.
Jeg lagde kufferterne op på bagagehylden, tog min fotorygsæk af og placerede den lige mellem min egen og min hustrus kuffert, og vi satte os til rette lige nedenunder. Vore mobiler kom frem. Vi skulle lige checke, hvad der var af nyt, og vore børn skulle lige briefes om forventet hjemkomst.
Toget trillede langsomt afsted og stoppede efter et par minutter på Taarnby Station. Folk steg af. Nogen steg på. Lidt ankom vi til efter Københavns Hovedbanegård, hvor et par kom ind og lod os vide, at de havde købt pladsbilletter til de sæder vi sad på. Fair nok. Vi rejste os. Orienterede os om, hvor vi så kunne sætte os i vognen. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte flytte kufferter og fototaske derhen, hvor vi nu skulle sidde, og kiggede op. ”Hvor er min fototaske”, siger jeg højt. Der hvor jeg placerede den, trygt mellem vore kufferter, er nu blot et gabende hul… Det rammer mig som et slag i hovedet. Det kan ikke passe. Jeg kigger mig omkring. Men den var væk. Ganske enkelt væk!
Vi spurgte passagererne omkring os. Ingen havde, præcis som os selv, der sad lige nedenunder, bemærket noget. Det er jo aldeles normalt, at når toget er ved perron, så er der nogen, der rejser sig. Tager deres ting og forlader toget, og det er jo ikke noget man lægger specielt mærke til. Og det ved tyven givetvis.
Hvor er det utroligt: Efter at have bevæget sig rundt i en måned i relativ og til tider meget reel fattigdom, og aldrig på noget tidspunkt have følt, at vi var truede eller, at nogen havde kig på vores grej. Og det første der sker, når man kommer hjem til vore rige og trygge land er, at en skrupelløs tyv udser sig fototasken og napper den.
Til dig, ”kære” tyv, vil jeg sige, at en ting er, at du er rendt med fotogrej for et meget stort femcifret beløb – og nu sikkert allerede har solgt det for et par tusind eller måske tre. Jeg har mistet mit kamera, fire optikker plus diverse tilbehør. Det er imidlertid ting, og det kan alt sammen erstattes. Så det kan jeg ”leve” med – omend jeg har svært ved at forstå hvilken moral eller måske snarere mangel på samme, der ligger bag.
Langt sværere er det imidlertid, at jeg har mistet mine billeder. De var mit hjerteblod og resultatet af lang rejse og en måneds fotografering på de skønneste steder, hvor jeg har gjort mig allerh…..des umage, og ofte både kørt og gået mange mil. Jeg har gjort mig umage og brugt stativ, polfiltre og ND grad filtre. Jeg har arbejdet med kompositioner og lys for at sikre, at billedfilerne blev så optimale som muligt. Og nu er de væk. Den kamel er svær og sluge. De billeder kan ikke tages om, om jeg så havde mulighed for at tage turen igen.
Men, ”kære” tyv, jeg forsikrer dig, at jeg rejser mig igen, og jeg glæder mig over de mange billeder min hustru tog de samme steder som jeg. Og så må jeg ellers bare sande, at selv i lille fredelige Danmark er det nødvendigt, at have hukommelses kort og back up på sig, og ikke lade det blive i fototasken. Heller ikke selv om jeg har den ved mig.
Så, ”kære” tyv, tak for det du har lært mig. Det kommer ikke til at ske igen og jeg kan forsikre dig om, at du ikke har taget minderne om en fantastisk rejse i et fantastisk land med en utrolig venlig og hjælpsom befolkning fra mig. Ej heller den fantastiske oplevelse ved at være der, mærke vinden, indsnuse duften og ved at placere mig selv det helt rigtige sted, komponere og eksponere billederne. Den oplevelse er en stor del af min glæde ved at fotografere og den forbliver min!