De vise ord i overskriften er stammer fra Ansel Adams, der formentlig er det 20. århundredes mest betydende og stilskabende landskabsfotograf. Sætningen har jeg kendt til ganske længe, men den dybere betydning og ikke mindst vigtigheden af ordene har jeg desværre været alt, alt for længe om at forstå.
Fotografisk er jeg ”opdraget” på dias film, der kan være et aldeles utilgivende medie at arbejde med. Eksponeringen skal ganske enkelt sidde lige i skabet, og det er ofte nødvendigt at benytte filtre for at rumme og balancere kontrastomfanget i landskabet. Hvis højlysene på dit dias først er kridtet ud, eller skyggerne er gået i sort, så er spillet ganske enkelt tabt, og der er ikke noget at hente i efterbehandlingen. Så en af de ting jeg fik ind med min fotografiske modermælk ved at fotografere med dias film var, at billedet skulle laves i kameraet.
Det er dybest set en god lærdom. Det kræver disciplin og omhu i optagelsen – og jeg synes, at det er en sund modpol til den, i min verden, lidt dovne indstilling, der især herskede i de første år af den digitale revolution, hvor mange bare skød løs med en ”maskingeværsagtig” attitude i visheden om, at alt kan fikses bagefter i det digitale mørkekammer.
I mit arbejdsliv sad jeg langt de fleste af ugens dage otte til ti timer bag en computer. Når jeg havde fri var behovet for at komme ud, og meget gerne med et kamera, ganske stort. Og selv om jeg helt fra starten scannede mine dias til digitale filer som jeg efterbehandlede i Photoshop, var mit incitament til at lære billedbehandlingen ordentligt ikke stort. Det sidste jeg havde brug for, når jeg havde fri, var at sidde bag en computer. Så billedbehandlingen var for mig i mange år noget, der bare skulle overstås. Derfor forblev mine teknikker ved billedbehandlingen aldeles primitive, og redigeringerne af billederne var overvejende simple globale justeringer af niveauer og kontrast.
For at forstå hvad det egentlig er Ansel Adams prøver at sige med sætningen ”The negative is the score – the print is the performance” kan det være formålstjenligt at lave en analogi til en anden kunstart, musikken. Og her er det måske værd at notere sig, at Ansel Adams i øvrigt var uddannet koncert pianist!
Ansel Adams sammenligner ganske enkelt negativet med noderne til musikken (the score) og det færdige print med opførelsen (the performance) af værket. Noderne bliver her, fuldstændig som dit negativ, dias eller RAW filen, blot det nødvendige udgangspunkt. Printet svarer til opførelsen af musikken, det der bringer noderne til live som musik. Og i fotografisk henseende det, der bringer billedet frem for beskueren.
Og her er opførelsen = billedbehandlingen altafgørende for om der er tale om et ligegyldigt billede, eller et fremragende billede, der taler til følelserne. Skal vi blive ved musikken, så forestil dig f.eks. en pianist, der spiller samtlige noder i Beethovens ”Für Elise” med præcis samme tryk på tangenterne. Uanset om samtlige noder spilles til punkt og prikke, så vil opførelsen næppe vække de store følelser. Det er pianistens fortolkning af værket og forskelligartede intonation af hver enkelt node, der gør forskellen, giver liv og vækker følelserne. Præcis det samme gælder for billeder. Her er det fotografens visualisering og orkestrering af farverne, lys, skygge og kontrasterne i kompositionen, der afgør hvorvidt der er tale om et ordinært- eller et fremragende billede
Ansel Adams’ første fuldtids ansatte assistent, Don Worth, der var en fremragende fotograf i sin egen ret, fik i slutningen af 50’erne til opgave at lave kontaktprint af Ansel Adams 8 x 10” negativer, med henblik på at katalogisere og arkivere dem. I den proces blev Don Worth overrasket over, hvor ”almindelige” Ansels billeder var. De fleste troede, at hvorhen ”mesteren” end pegede sin optik, så kom der et mesterværk ud af det. Sandheden var reelt, at Ansels Adams var både en fantastisk fotograf og ikke mindst en sand mester i mørkekammeret. Ansel havde en evne til at visualisere billedet allerede i optagelsen og han havde samtidig evnen til i forbindelse efterbehandlingen i mørkekammeret at ramme det udtryk han havde visualiseret med sine print.
Det har desværre taget mig alt for længe at forstå, at hvor et velkomponeret og veleksponeret dias eller en ditto RAW fil er den bedste forudsætning og det bedste udgangspunkt for et godt billede, så er det langtfra ”færdigt arbejde”. Det er, som jeg ser verden i dag, kun halvvejs i mål.
Det er billedbehandlingen, der bringer billedet og det jeg visualiserede under optagelsen til live. Så jeg har efterhånden lært at nyde efterbehandlingen af mine billeder præcis lige så meget som når jeg er ude med kameraet. På samme måde har jeg nu forstået vigtigheden af at lære at bruge de fantastiske muligheder digitale efterbehandlings værktøjer giver.
Det moderne digitale mørkekammer har udviklet sig med rivende hastighed i de seneste 10 -15 år, og de redskaber vi i dag har ved hånden er både kraftfulde og effektive. At bruge dem ordentligt kræver i min verden indsigt og disciplin, præcis som når jeg er ude med kameraet. Det er alt for let og i mange tilfælde fristende, at bruge de mange skydere og værktøjer for meget og for voldsomt. Men jeg ønsker ikke at lave billeder med stor ”wow-effekt”. Jeg ønsker bestemt ikke, at mine billeder skal være ”over the top”. Så selv om jeg nu bruger mere tid på at ”orkestrere” lyset og farverne i mine billeder, så har jeg altid i baghovedet, at hvis det kan ses hvad jeg har lavet ved billedet, så er jeg gået for langt.
