”Hvis du benytter et vidvinkelobjektiv kan du få det hele med”, siger reklamerne indimellem. Som udgangspunkt mener jeg ikke, at et ønske om “at få det hele med” er begrundelsen for at benytte et vidvinkelobjektiv. Man kan jo faktisk få det samme med på billedet med f.eks. en normaloptik, hvis fotografen ulejliger sig nogle skridt baglæns…. Vidvinkelobjektivet har naturligvis sin force og store berettigelse, hvis fotografen ønsker at formidle dybde i billedet og samtidig fremhæve forgrunden.
Men tilbage til udgangspunktet om ”at få det hele med”. Er det overhovedet ønskeligt? Tja, det afhænger selvfølgelig af, hvad man fotograferer. Er det gruppebilledet til en familiekomsammen, ja så går det jo virkelig ikke at udelade moster Oda og det halve af onkel Artur.
Men ellers er jeg i stadigt stigende grad af den opfattelse, at forenkling som regel styrker budskabet i billedet. I praksis betyder det, at de elementer man som fotograf vælger at udelade af billedet er præcis lige så vigtige som de, der kommer med i billedet.
Det er her kunsten at komponere et billede kommer ind. Frem for blot at snappe løs, sådan som de moderne digitale kameraer jo lidt indbyder til.
Som regel arbejder jeg 100 % intuitivt med kompositionen, men jeg arbejder med den. Går lidt frem, lidt tilbage, lidt op, lidt ned, lidt til venstre og lidt til højre. Alt sammen for at få det rette udsnit, med de rette elementer i det rette forhold til hinanden, OG lige så vigtigt, for at ekskludere de elemeter, der blot er forstyrrende for billedet og derfor ikke skal med. Det er selvfølgelig ikke altid det kan lade sig gøre, og meget ofte betyder det, at jeg arbejder med en komposition i et stykke tid, for så blot at lade kameraet blive i tasken.
Et væsentligt element i min passion for at fotografere er min kærlighed til at være udendøre i naturen. Naturen er som regel en form for ”kaos”, og udfordringen, som jeg elsker, er at finde og skabe en komposition, der kan tilvejebringe en form for ”orden” eller balance i det tilsyneladende kaos.
En fotograf jeg er blevet opmærksom på for relativt nyligt, som både mestrer komposition og meget bevidst dyrker forenkling, er skotske Bruce Percy. Her går forenklingen et skridt videre end selve kompositionen og det at udelade elementer af billedet. Bruce Percy arbejder også meget med at forenkle farvetonerne. Tag et kig på Bruce Percys billeder her.
En anden fotograf, der både mestrer og bevidst arbejder med forenkling, er Niels Jørgen Valentin fra Odense Fotografiske Amatørklub. Niels Jørgen har en evne til at kunne skabe interessante billeder ud af ”ingenting” – eller i hvert fald elementer og fragmenter vi andre totalt overser. Niels Jørgen arbejder som regel meget med lille dybdeskarphed og holder dermed fokus på essensen i billedet. Du kan se Niels Jørgen Valentins billeder her.







