Det hænder ganske ofte, at jeg falder over ekstremt farvemættede landskabsbilleder taget på ”ikoniske” lokationer i meget dramatisk lys. Der er ofte tale om billeder optaget i HDR teknik, og billederne er helt klart optaget og efterbehandlet med et ønske om at maksimere ”wow-effekten”.
Når først wow-effekten har lagt står jeg meget ofte tilbage med en følelse af, at billedet i sit udtryk ligger langt fra, hvordan sceneriet reelt tog sig ud. Og meget ofte med en følelse af, at billedet nærmest er ”larmende”.
Jeg er tilsyneladende ikke den eneste, der har det sådan. Forleden så jeg en interessant artikel skrevet af den spanske fotograf, Rafael Rojas. I artiklen tager Rafael Rojas fat i den vanskelige kunst, at efterbehandle et billede uden at ”overbehandle” det.
Ansporet af et ønske om at kreere effektfulde billeder, bliver resultatet ofte billeder, der er for kontrastrige, for farvemættede, for teksturerede og med for megen ”sharpening”.
Når der arbejdes for intenst med farvemætning og kontrast, begynder efterbehandlingen af billedet, ifølge Rafael Rojas, at blive synlig og blokerer for de følelser og stemninger at godt billede skaber. I stedet bliver efterbehandlingen en barriere, der blokerer betragteren på et overfladisk plan og forhindrer, at vi når igennem det til de dybere niveauer. Når vi går for langt med justeringerne, er der risiko for, at efterbehandlingen overtager og bliver selve emnet for fotografiet. I det tilfælde er fotografen, ifølge Rafael Rojas, ikke lykkedes som en kunstner, der ønsker at bruge fotografiet på en dyb og ekspressiv måde.
Rafael Rojas sammenligner efterbehandling af et billede med madlavning. Kokken vil ”for meget” og ender med at ”drukne” den gode råvares fine smag i for mange krydderier og smagsingredienser, der karambolerer og overdøver hinanden. Resultatet bliver for meget smag, på bekostning af præcision og nuancer. En god kok, derimod, skaber et måltid, der leverer et subtilt, men intenst udvalg af smag, der hverken maskerer eller dominerer hinanden.
Rafael Rojas sammenligner effekten, der kommer af for megen brug af skyderne i billedbehandlingsprogrammet, der kontrollerer, ”clarity” (mætningen af mellemtonerne), ”saturation” (farvemætningen) og ”vibrance” (livligheden og dynamikken i farverne) – med det dopamin kick, der udløses af at spise f.eks. sukker. Man vil have mere og ekstrem farvemætning af billedet bliver som sukker. En ekstern belønning, som f.eks. chokolade, til hjernen.
Han postulerer endvidere, at man som billedbehandler let ”vænner” sig til alt for mættede farver, der ikke ligner de farver, der rent faktisk er i naturen. Lidt sammenligneligt med den ”fartblindhed” man som chauffør let kan opnå ved lange stræk på motorvejen med høj fart. Ganske tankevækkende.
Jeg tror imidlertid, at der er endnu flere faktorer, som spiller ind og nærer antallet af ”larmende billeder”. Alene mængden af billeder på f.eks. Internettet betyder, at det på det nærmeste kræver ”larmende” billeder for at skille sig ud og blive set. Så altså, op med volumen (læs kontrasten og farvemætningen) i billederne.
De mange fotosaloner og konkurrencer, hvor billeder sendes til bedømmelse i håb om antagelser, hæder og medaljer, kræver også billeder, der hurtigt skiller sig ud fra mængden. Meget ofte skal dommere og juryer på ganske få sekunder bedømme og ikke mindst dømme, om et billede er inde eller ude. Med det kommer fristelsen til at fremstille larmende billeder.
Ville jeg hænge et ”larmende billede” op på mine vægge herhjemme? Nej, det vil jeg ikke. Jeg prøver heller ikke på at lave larmende billeder.
Det betyder imidlertid ikke, at jeg skal gøre mig til dommer over hvad, der er rigtigt og forkert. Det er naturligvis enhver frit for, at efterbehandle sine billeder som ønsket og ud fra egne kriterier.
Og hvordan arbejder jeg så? Som udgangspunkt forsøger jeg at lave billedet så færdigt som muligt med kameraet. Jeg skyder både med dias film og digitalt.
Mine dias scanner jeg ind så tro mod det originale dias som muligt. Filmen, jeg bruger, er Fujichrome Velvia RVP 50, der er kendt for sin mættede, men naturlige farver og for sin kontrast og skarphed. Her skal der efterfølgende ikke tilføres noget.
Er det digitalt skyder jeg RAW filer, der jo kan være aldeles flade og ”livløse”, når de hentes ud af kameraet. Så her SKAL der nødvendigvis et element af fortolkning og billedbehandling til. Jeg justerer “så lidt som muligt og så meget som nødvendigt”, for at få billedet til at se ud som jeg visualiserede det, da det blev taget.
Jeg er bestemt ikke nogen ørn til hverken Photoshop eller Lightroom, og bliver det formentlig aldrig. Og hvorfor? Det er i al sin enkelhed fordi jeg foretrækker at bruge min tid ude i den friske luft med kameraet, frem for at sidde indendøre foran en computer….
